Tidslinje og kunstscenen i glimt

Tidslinje 1952-2022

Bagest i Kunstforeningens Jubilæumsskrift fra 2022 finder du en tidslinje med de vigtigste milepæle fra 1952 og frem til 2022 – Åben Pdf om tidslinje 1952–2022

Glimt af kunstscenen omkring 1952

Hvordan ser kulturlandskabet ud, og hvem er influencers, da Lyngby Kunstforening opstår i 1952 – i en buldrende, moderne tid – kun syv år efter Anden Verdenskrig?

Et møde med den moderne samtidskunst sker i 1950’erne ikke just på ethvert gadehjørne. Der går nok dørsælgere fra hus til hus med skilderier af blandet herkomst. Men bortset fra kunsthandlere og enkelte gallerier, hvad er der så af udstillingssteder for samtidskunst i og omkring hovedstaden?

Dem er der ikke mange af, men der er absolut grøde i kunstens udvikling og i de forskellige kunstnersammenslutninger.

For at sætte Lyngby Kunstforenings rolle som banebrydende aktør i perspektiv, bringes her et summarisk overblik over kunstscenen. Både for omkringliggende udstillingssteder, de betydeligste sammenslutninger og tendenser.

Lyngby Kunstforenings logo

Tendenser i tiden

CoBrA

Cobra-gruppen arbejder sammen i årene 1948-1951, og de giver genlyd i årtier frem. Kernen er de danske, hollandske og belgiske kunstnere Christian Dotremont, Joseph Noiret, Asger Jorn, Karel Appel, Constant og Corneille. Hertil kommer flere kunstnere fra de tre lande, bl.a. Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt, Egill Jacobsen, Ejler Bille, Sonja Ferlov Mancoba, Mogens Balle, Erik Thommesen, Henry Heerup og Pierre Alechinsky. – I 1949 holder gruppen kongres i Arkitekthytten i Bregnerød, hvor de bl.a. maler loftet – Cobra-loftet.

Kubisme-Surrealisme

Kubisme-Surrealisme udstillingen finder sted i Den Frie udstillingsbygning i 1935, og betragtes som en af de betydeligste udstillinger i Danmark. Deltagerne er bl.a. Vilhelm Bjerke Petersen, Wilhelm Freddie, Erik Olson, Jean Arp, Max Ernst, Paul Klee, Joan Miró, Salvador Dali og Yves Tanguy.

Det Surrealistiske Manifest ved André Breton m.fl. er formuleret første gang i 1924. Et lignende stilgennembrud ses årtier senere med udstillingen Kniven på Hovedet med De Unge Vilde i Tranegården i 1982 med elever fra Hein Heinsens skole på Kunstakademiet, bl.a. inspireret af strømninger fra Tyskland.

Kunstner-sammenslutninger

Den Frie Udstilling – er stiftet i 1891. Udstillingsbygningen taget i brug 1898
Kunstnernes Efterårsudstilling, stiftet 1900, siden 1915 i Den Frie Udstillingsbygning
Grønningen – fra 1915 frem til i dag
Decembristerne – fra 1928 frem til i dag
Corner – fra 1932 frem til i dag
Kammeraterne – fra 1934 frem til i dag
Koloristerne – fra 1932 frem til i dag
Linjen – fra 1934 til 1939
Linjen II – fra 1947 til 1952
Eks-Skolen – stiftet i 1961
Surrealisterne – fra 1966, skifter i 1978 navn til Cirrus – frem til i dag
Violet Sol – fra 1971 til 1988

 

Arkitektur og Dansk Design

Lyngby Rådhus opføres i 1939-41, tegnet af Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen.
FDB Møbler opstår i 1942 med møbelarkitekt Børge Mogensen som leder.
Hans J. Wegner (1914-2007), møbeldesigner – skaber The Chair i 1949 og Y-stolen i 1950.
PH – Poul Henningsen (1894-1967), arkitekt, forfatter – designer for Tivoli i 1940’erne.
Arne Jacobsen (1902-1971), arkitekt – SAS Royal Hotellet åbner 1960, Danmarks Nationalbank 1961.
Nanna Ditzel (1923-2005), møbel- og tekstildesigner – tegner smykker for Georg Jensen i 1950’erne.

 

Udstillingssteder

1825 – Kunstforeningen i København har skiftende baser på forskellige adresser i Indre By.
Siden 1952 har Kunstforeningen holdt til på adressen Gl. Strand 48.

1908 – Nivaagaards Malerisamling er en privatsamling af ældre europæisk billedkunst fra renæssancen og barokken samt dansk kunst fra guldalderen, samlet af godsejer og politiker Johannes Hage i årene 1895-1905.
Fra 1983 statsanerkendt kunstmuseum.

1918 – Ordrupgaard er en privatsamling af fransk impressionisme og fra 1953 et statsanerkendt kunstmuseum.

1921 – Øregaard Museum har en samling med topografisk indhold fra perioden 1750-1950, baseret bl.a. på Gyldendals forlagsdirektør Jacob Hegels private samling, der blev doneret til Gentofte Kommune.

1952 – Lyngby Kunstforening stiftes og udstiller samtidskunst i Billedsalen på Lyngby Rådhus frem til 1970.  

1954 – Foreningen Kunst på Arbejde stiftes af Louisianas grundlægger Knud W. Jensen og direktøren for Den Kongelige Porcelænsfabrik, Christian Christensen, i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademirådet. Sideløbende opstår et stort antal firmakunstforeninger.

1955 – Birkerød Kunstforening stiftes, udstiller fra 1996 i Birkerød Gl. Præstegård.

1957 – Kunstbiblioteket i Nikolaj Kirke ved billedkunstneren Knud Pedersen. Starter med Byens Billede i 1952. I 1962 er Kunstbiblioteket vært for den første Fluxus-festival i Danmark. Kunstbiblioteket udlejer stadig kunst fra Nikolaj Plads 22. Fra 1981 ejes og drives Nikolaj Udstillingsbygning af Københavns Kommune, fra 2006 under navnet Nikolaj Kunsthal.

1958 – Louisiana Museum åbner i Humlebæk. Bliver konkurrent til Lyngby Kunstforening på publikum og på interessen hos de udstillende kunstnere, og Lyngby Kunstforening stiller skarpt på profilen – de unge.

1963 – Sophienholm erhverves af Lyngby-Taarbæk Kommune og åbner som udstillingssted.

1967 – Hørsholm Kunstforening  stiftes og udstiller på Fuglsanghus i Gl. Hovedgade, Hørsholm.

1969 – Kunstbiblioteket i Lyngby åbner og udlåner originale grafiske værker. Via Stadsbiblioteket indtil 2004.

1976 – Gl. Holtegaard åbnes for kunstudstillinger, efter Søllerød Kommune køber stedet.
Rødovregaard åbnes som medborgerhus, og 1. maj 2000 åbner Heerup Museet i en tilbygning hertil.

1977 – Skovhuset ved Søndersø åbner som 2-årigt forsøgsprojekt i Værløse Kommune, støttet af Skovhusets Venner. I dag under navnet Skovhuset Kunst & Natur.

1977 – Kastrupgårdsamlingen indvies som kommunalt, og siden 1979 som statsanerkendt kunstmuseum.
På initiativ af Amager Kunstforening beslutter Tårnby Kommunalbestyrelse i 1968 at oprette en samling med hovedvægten på grafik. Tårnby Kommune har deponeret deres Theodor Philipsen-samling på godt 20 malerier, en række mindre skitser samt adskillige keramiske værker på Kastrupgårdsamlingen.

1984 – Hillerød Kunstforening. Siden 2010 har kunstforeningen haft til huse i Annaborg ved Frederiksborg Slot.

1990 – Albertslund Kunstforening stiftes og udstiller i kulturhuset Birkelundgård.

Da Lyngby Kunstforening åbner nord for København i 1952, er det således et væsentligt nybrud, der åbner muligheder og perspektiver for samtidskunsten og for internationale forbindelser på kunstens præmisser.

Kilder: KunstOnline, Wikipedia, Lyngby Kunstforening 50 år.