Keramisk møde mellem Asger Kristensen og Sverre Tveito Holmen. Forvent ikke kun en udstilling med pæne krukker, vaser og urtepotteskjulere. De to kunstnere arbejder uafhængigt af hinanden men har både fantasi og abstraktionsevne til fælles.
Asgers værker beskriver ofte modsætningerne i mødet mellem konkret form og abstrakt struktur i arbejdet med ler og glasur. Sverre laver bl.a. prototyper på helt nye smart-produkter. Hvem kan fx ikke bruge en ”Støvkomprimeter” eller en ”Plantebaseret overvågningsassistent”?
Mød begge kunstnere både på ferniseringsdagen kl. 16.00-18.00, hvor vi som sædvanen tro serverer vin og snacks, samt til Artist talk hvor vi i julemåneden byder på et glas gløgg. Bemærk tidspunktet er kl. 19.00-20.00.
OBJEKT
Asger Kristensens keramiske objekter er abstrakte og organiske udtryk. Han bruger skitsen som forlæg til at holde fast i en ide, som senere skal udføres i leret. Det kan være at tilsætte jernoxyd for at ændre farven på leret, eller tilsætte chamotte for at gøre leret stærkere specielt til større værker. De seneste værker er beholdere udviklet i drejeteknik og derefter deformeret ved at kaste, slå og klemme i det bløde ler. Glasurarbejdet spiller en vigtig rolle. Mange års glasureksperimenter og kombinationer danner grundlag for arbejdet og ofte skal der flere brændinger til, for at opnå et tilfredsstillende resultat.
TING
Den norskfødte Sverre Tveito Holmens keramiske collageskulpturer er sammensat af kendte eller genkendelige objekter fra hverdagen. Ofte selvfølgeligheder, glemt i i sin almindelighed, men vigtige i sin enkle æstetik og funktion. I hans sammenstillinger bliver de daglige associationer, som vi normalt knytter til elementerne, tvistet til nye fortællinger – gerne med en samfundskommentar og nogle gange med en snert af humor.
Keramik må gerne afspejle glæden ved det enkle og kærligheden til materialet.
Åbningstider:
tirsdag til søndag kl. 12.00-15.00.
Mandag lukket. Gratis adgang.
Alle er velkomne
Mvh Lyngby Kunstforening
Portnerboligen ved Sophienholm
Nybrovej 401 A, Kgs. Lyngby.