Om Portnerboligen

Portnerboligen ved Sophienholm

Siden januar 2019 har Lyngby Kunstforening haft til huse i Portnerboligen ved Sophienholm. Portnerboligen er fra 1805, og er tegnet af den franske arkitekt Joseph-Jacques Ramée i forbindelse med nyindretningen af Sophienholms hovedbygning.

Per Frederiksens logo til Lyngby kunstforening
Logo designet af Per Frederiksen 2019

Portnerboligen er ikke fredet, men bevaringsværdig. Den har fungeret som bolig for portneren og dennes familie helt op til 1963, hvor familien Aller solgte Sophienholm til Lyngby-Taarbæk Kommune. Derefter har huset været bolig for bl.a. pensionerede gartnere.

I midten af 1990’erne, hvor forfatteren Benny Andersen (1929-2018) havde solgt sit hus på Hjortekærsvej, men ikke fundet et nyt sted at bo, tilbød daværende borgmester Kai Aage Ørnskov ham at leje Portnerboligen for en symbolsk pris. Huset brugte han som sommerbolig et par år sammen med sin kone Cynthia Rosalina, efter han sammen med Cynthia havde bygget hus på Barbados. Cynthia døde i 2001.

Da Benny Andersen nogle år senere mødte sin nye kone Elisabeth Ehmer, købte de forfatteren Lise Nørgaards hus på Hummeltoftevej. Benny Andersen beholdt Portnerboligen de følgende 10 år som ‘repræsentationsbolig’ til møder og andre arrangementer med bl.a. forfattere og musikere.

Så det er ikke helt uden grund, at der ved siden af Portnerboligen står en bronzebuste af Benny Andersen skabt af billedhuggeren Stine Ring Hansen fra Raadvad.

Busten blev afsløret i maj 2021, tre år efter at forfatteren ville være fyldt 90 år.

Snøvsen

I oktober 2021 blev også en bronzestatue af Benny Andersens “Snøvsen” afsløret. Den står ved Stadsbiblioteket i Lyngby og er også skabt af Stine Ring Hansen.

I et af husets vindueskarme står en mindre bronzestatue af Snøvsen på sin ene fod, og lokker fantasien indenfor sammen med vores udstillingsgæster.